Det har kostet Dong en lille million kroner at hyre Safri Duo til at skrive musikken og optræde i selskabets nye reklamefilm. Men marketingdirektør Søren Biune er overbevist om, at det er pengene værd og desuden bliver det samlede budget ikke øget som følge af investeringen.
– Vi har klare indikationer på, at Safri Duo er med til øge effekten af filmen betragteligt – formodentlig til omkring det firedobbelte af hvad energivirksomheder normalt opnår – og det betyder, at vi kan spare på indryknings-budgettet, således at det samlede kampagne-budget er fastholdt på et normalt niveau, siger Søren Biune.
Valget af Safri Duo hænger dog også sammen med Dongs internationale planer. Indsatsen skal øges i Sverige og Holland, og her kan det danske fodboldlandsho ld ikke bruges i samme udstrækning som i Danmark. Derfor er vægten i universet flyttet fra landsholdet til musikerne. I den danske udgave optræder Safri Duo og landsholds-spillere, mens det i den svenske og hollandske udgave er Safri Duo og Dong-medarbejdere.
Den aktuelle kampagne, der startede for små fjorten dage siden, er desuden udtryk for en ændret medietænkning, der er et resultat af, at Søren Biune var i Cannes sammen med Peter Ottesen fra selskabets Mediabureau, Mediabroker.
– Dernede blev vi jo belært om, at det er vigtigt at tage udgangspunkt i medierne i sin anvendelse af dem, og derfor har vi allokeret budgettet anderledes, så der er lidt mindre tv og flere andre aktiviteter, siger Søren Biune.
Kampagnen bygger op til det danske landsholds vigtige udekamp mod Tyrkiet, og Dong har sat et antal rejser til kampen på spil sideløbende med et større antal landskampbolde i Dong-farverne.
Konkurrencen har allerede været promoveret i Radio 100 FM i en periode, men i den kommende weekend bliver der ivær ksat en række utraditionelle aktiviteter – først og fremmest i et antal biografer, hvor premiere-gæster i forbindelse med Per Flys nye film Drabet får sig en overraskelse. Desuden vil der blive sendt folk ud på gader og stræder. Dongs sponsorat af landsholdet skal bringes ud til folk, så det bliver nærværende, når de ser navnet under fodbold-kampen, der er en af den slags, hvor der ventes store seertal.
– Dong er ikke en type virksomhed med et produkt, hvor det er let at involvere folk. Fodbold-sponsoratet har givet helt nye kreative muligheder for at komme helt ud på gadeplan, som foldes helt ud ved hjælp af rytmen, siger adm. dir. Peter Ottesen, Mediabroker.