Salget af singlehits er gået kraftigt i vejret i takt med etableringen af
lovlige musikbutikker på internet. Det oplyser telekoncernen TDC, hvis
musikbutik TDC Musik i løbet af årets første otte måneder har solgt så
mange singlehits, at det vil udløse i alt 19 guld- og platinplader – eller
seks gange så mange, som blev uddelt i hele 2005 på baggrund af det totale
musiksalg i Danmark.
– På nettet vil kunderne plukke og købe lige præcis de numre, de ønsker,
siger Søren Tvilsted, leder af TDC Musik.
I pladebranchens organisation IFPI venter man, at det øgede singlesalg på
nettet vil begynde at kompensere for senere års fald i omsætning på
musikmarkedet. Man peger på, at markedet for singlenumre har været
hensygnende i mange år, blandt andet på grund af ulovlig download.
IFPI skønner, at 10 procent af omsætningen på musikmarkedet i år vil komme
fra internet.
To af de 19 supersællerter når op i platinklassen: “Fuck Dig” med Anna
David og “Hung Up” med Madonna.
/ritzau/