Danskerne er så småt begyndt at tage DAB-radioen til sig. Det seneste år er der blevet solgt 34.356 DAB-radioer, viser en statistik fra Nordini, der er en nordisk interesseorganisation, som er ejet af de nordiske broadcastere, og som har til formål at fremme digital radio og DAB.
For et år siden havde 6.000 danske hjem erhvervet sig en DAB-radio. Dermed er Danmark det land i Norden, hvor flest købte en DAB-radio i 2004. I Norge blev der solgt 4.115, i Sverige sikrede 930 sig en DAB-radio, mens kun 27 finner købte en DAB-radio i fjor – ifølge tallene fra Nordini.
– Jeg er begejstret og også en smule overrasket over, at salget er gået så godt. Pludselig er der tale om, at markedet faktisk er firdoblet på et år i Norden, og det kommer lidt bag på mig, at markedet har reageret så hurtigt på DAB. Det skyldes ikke mindst, at DR har markedsført og omtalt DAB meget, siger direktør Carsten Corneliussen fra Nordini.