I dag er over halvdelen af alle mobiltelefoner, der sælges i Danmark, smartphones. Den kraftige stigning ledes i høj grad af Apples iPhone, skriver dagbladet Børsen. I årets første kvartal var kun 29 pct. af de solgte mobiltelefoner af den mere avancerede udgave, som enten har en berøringsfølsom skærm eller et fuldt tastatur. I andet kvartal steg andelen til 37 pct., og her i tredje kvartal var 51 pct. af de solgte mobiltelefoner smartphones. Og det er der penge i. Smartphones er nemlig typisk dyrere end traditionelle mobiltelefoner. I tredje kvartal udgjorde de da også 71 pct. af værdien af det samlede salg, målt i forbrugerpriser.
Borsen.dk