Michael Greve, salgsdirektør og medstifter af SP2, forlader i løbet af sommeren firmaet for at søge nye udfordringer i det fynske, hvor han skal tiltræde som direktør på Clausen Offset i Odense. Han kommer til at indgå i ledelsesgruppen sammen med Poul og Thorsten Clausen og får bl.a. ansvar for salg og markedsføring.
Begrundelsen er bl.a., at han ønsker mere tid til familien.
– Efter 9 års spændende men også hårdt arbejde, hvor jeg sideløbende er blevet gift og har fået fire børn, har jeg besluttet mig til at give min familie noget mere opmærksomhed, siger Michael Greve og fortsætter:
– SP2 er mit hjertebarn og jeg er meget glad for den tid jeg har brugt, og de resultater vi har opnået. Jeg ønsker det bedste for SP2 og vi skilles i største forståelse, og det er mit ønske, at forretningen bliver efterladt i skønneste orden. Derfor vil jeg hen over sommeren sikre at alle kunder og leverandører får lejlighed til at møde den kollega, som tager over efter mig.
I første omgang bliver Michael Greves kunder fordelt på eksisterende medarbejdere idet hans efterfølger først bliver valgt i løbet af de kommende måneder.