Der er masser af rosende ord fra Legos adm. dir. Jørgen Vig Knudstorp til udviklingsdirektør Mads Nipper, der også har stort ansvar for legetøjskoncernens markedsføring. Men trods de rosende ord skal Mads Nipper alligevel ophøre med at referere direkte til Jørgen Vig Knudstorp.
Henrik Poulsen, der i dag sidder i Schweiz med ansvar for Legos salg i Europa og Asien, flyttes op i direktionen med ansvar for det globale salg, og samtidig skal Mads Nipper og USA-direktør Søren Torp Laursen fremover referere til Henrik Poulsen i stedet for Jørgen Vig Knudstorp.
”Det er klart, at når man laver sådan en ændring, så vil de berørte høre begrundelsen for at gøre sådan. Men jeg er glad for, at de er indstillet på at løse opgaven i stedet for at se på prestigen ved at referere til den adm. dir.”, siger Jørgen Vig Knudstorp til Børsen.
Han karakteriserer samtidig Mads Nipper og Søren Torp Laursen som hjørnesten i den forandringsproces, Lego har gennemført, og som indebar, at koncernen i går kunne præsentere et overskud på 505 mio. kr. for 2005 oven på et underskud på 1,9 mia. i 2004. fin