Det er et hårdt marked, den nye CEO for Wibroe, Duckert & Partners, Louise Knauer, træder ind i. Især fullservice-bureauerne har svært ved at tjene penge, viser årets store Bureauanalyse fra Dansk Brancheanalyse, der lander om 14 dage.

Hvad skal du overhovedet i en branche, hvor de hæderkronede reklamebureauer kæmper for livet?

– Nu synes jeg, vi skal vente lidt med at begrave os alle sammen. Men du har ret i, at den kommercielle kommunikation er ændret de senere år, så hvis bureauer kun er i stand til at tænke i traditionelle medier og klassiske kommunikationsydelser, risikerer de at lukke, siger Louise Knauer, der netop har sat sig i Bjarne Spellerberg Orfelts stol som adm. direktør – efter et 5-årigt forløb hos McKinsey, hvor hun sluttede som Junior Partner.

Og de nye vilkår er?

– Vi er vidne til meget store strukturelle forandringer i både medieforbrug og forbrugsmønstre. Det stiller krav til en lang række nye kompetencer på bureauerne. I en tid hvor effektivisering retmæssigt er i fokus, og procurement hos kunderne sætter dagsordenen, er det bydende nødvendigt, at man dyrker kvaliteten og sammenhængskraftens synergier til at reducere mediespend og optimere effektiviteten.

– Det har Partners gjort med succes hos blandt andre Nykredit, Kims og TDC, hvor bureauet har formået at reducere mediespendet med 25% i snit og stadig levere den ønskede effekt.

Var det ikke lidt af en streg i regningen, at Partners valgte at trække sig fra samarbejdet med TDC, umiddelbart før du tiltrådte?

– Det er jo aldrig sjovt at afslutte et rigtig godt samarbejde, men historien indeholder netop noget af det, der fik mig til at sige ja til jobbet. Partners har nemlig altid stået ved deres overbevisning, selv når det har haft økonomiske konsekvenser for bureauet. De værner om kvalitet og faglighed, og det lod sig ikke gøre i samme grad længere, og så er det jo i orden at trække sig. Og at TDC vælger en anden strategi til samarbejde med bureauerne, er helt i orden med os.

– Når det er sagt, har vi haft et super samarbejde med TDC. Vi slutter på toppen, kan du sige. Kampagnen med Ida Corr har været en kæmpesucces, og Partners har hjulpet TDC med at være firstmover. Via crowdsourcing har vi lavet en state-of-the-art markedslederkampagne og inddraget brugerrelevante platforme som Instagram, SoundCloud og YouTube. Det er vi da stolte af.

Og din foreløbige udgangsreplik efter sommerferien er?

– Vores fornemmeste opgave er at styrke kundernes brands og skabe mest mulig værdi for pengene, og det kan vi gøre på tværs af alle branchens discipliner og på brugernes fortrukne platforme, slutter Louise Knauer.