Kampen på mobilbetalingsområdet mellem elektronikgiganterne skærpes, efter at sydkoreanske Samsung har købt det amerikanske mobilbetalingsselskab LoopPay.

Det skriver business.dk

Dermed sendes nemlig et klart signal om, at Samsung agter at gå ind i en aggressiv konkurrence med ærkerivalen Apple, der har Apple Pay, om mobilbetalinger, skriver mediet.

Og den vurdering er Bryan Yeager, analytiker hos eMarketer, enig i.

– Opkøbet viser, hvor seriøst Samsung tager det at opbygge og lancere en konkurrent til Apples mobilbetalingssystem i USA, siger han.

– Det giver Samsung eksklusiv adgang til LoopPay’s teknologi, som gør mobilbetalinger mulige for købmænd, der ikke har opgraderet alle salgssteder til at understøtte nye kontaktløse betalingsformer baseret på eksempelvis NFC (Near Field Communication), og dem er der mange af, siger Bryan Yeager.

business.dk/jml