Aftagende smartphone-salg har fortsat med at presse indtjeningen, og virksomheden anslår, at driftsresultatet for perioden fra januar til marts er faldet 4,3 pct. til 8400 mia. won (7,96 mia. dollar).
Analytikerne havde ventet et overskud på 8500 mia. won ifølge en undersøgelse blandt 40 analytikere adspurgt af Thomson Reuters.
Samsung, der er verdens største producent af smartphones, håber dog på, at femte generation af mobilflagskibet Galaxy S, som lanceres internationalt fredag, vil rette skuden op og understrege virksomhedens image som “mobil innovator”.
Galaxy S5 har dog fået en svag start i Sydkorea og kritikken går især på, at der mangler iøjnefaldende nye funktioner.
– Samsung bliver nødt til at gennemføre omkostningsreduktioner og reducere omkostninger til markedsføring, hvis der skal skabes yderligere vækst i år. Samsung kan på ingen måde forhindre en nedgang i indtjeningen uden at forbedre den interne effektivitet, lyder det fra analytiker Greg Roh fra HMC Investment and Securities ifølge New York times.
Det er ifølge analytikerne især bekymring over en stor mætning i high end-markedet samt konkurrence fra billige kinesiske konkurrenter, der slår igennem.
/ritzau/FINANS