En af de største banker i Frankrig, BNP Paribas, er indstillet på at betale en bøde på op til ni milliarder dollar eller 50 milliarder kroner for at have gjort forretninger med lande, som USA har indført sanktioner over for.

Det skriver erhvervsavisen Wall Street Journal.

Banken og den amerikanske anklagemyndighed er tæt på at indgå et forlig i sagen. Og forliget indebærer blandt andet, ifølge avisen, at BNP Paribas betaler tæt på ni milliarder dollar til den amerikanske stat.

Desuden vil BNP Paribas erklære sig skyldig i anklagen om at have brudt amerikanske sanktioner mod Iran, Sudan og Cuba mellem 2002 og 2009. Banken stod i perioden for pengeoverførsler for omkring 30 milliarder dollar til landene.

/ritzau/Reuters