Sidste år var et filmunivers, skabt af reklamebureauet Reputation, med til at rekruttere 97.000 nye BroBizz-brugere.
Ambitionen for i år lyder på yderligere 80.000, krise eller ej, og dem skal fire nye film i samme univers være med til at støve op.
Universet der er tale om, er med Sanne og hendes chef som omdrejningspunkt spillet af henholdsvis Pernille Vallentin og Jess Ingerslev.
Sidstnævnte er dog ikke med i de nye film, hvor entusiastiske Sannes nye men fortsat tålmodige chef spilles af Michael Boesen, som nogen måske kan huske fra hedengangne 5 x Kaj.
– I år har den største udfordring været at fortsætte og udbygge Sanne og Chefen som en kreativ platform, der formår at kommunikere en række meget taktiske og produktspecifikke budskaber på en interessant og charmerende måde, siger administrerende direktør Alexander Peitersen, Reputation.
Og at Sanne og Chefen sagtens kan kommunikere taktisk, uden at det går ud over underholdningsværdien, kan bevises sort på hvidt.
– Testresultaterne fra sidste års kampagne viste faktisk, at det nye univers testede lige så godt som et etableret univers, hvilket må siges at være en sjældenhed, siger marketing- og analysechef Steen Øhman, Sund og Bælt Holding.
Foruden tv-reklamer understøttes kampagnen i år af web og outdoor i betalingsanlæggene – med en daglig trafik på cirka 30.000 køretøjer og 60.000 personer, synes betalingsanlægget – hvor filmene også foregår – at være et oplagt sted at kommunikere.
Målet med kampagnen er en større synlighed og synergi til de enkelte film.
Internt i Storebælts organisation har sidste års film ligeledes vakt begejstring, og indtil flere medarbejdere har taget imod tilbuddet om at være statister i en af årets film.
Filmene er igen i år instrueret af Ole Bornedal, der har skrevet manuskripterne sammen med Jacob Thyssen og Ulf Westmark-Højelsen fra Reputation.