For enhver type dansk virksomhed, der også ser sig selv drive forretning om 5, 10 eller 20 år, er digital transformation ikke blot et buzzword. Det er også en nødvendighed.
Og det gælder for alle. Lige fra iværksætteren med to medarbejdere til de store organisationer med årtier på bagen og medarbejdere i tusindvis, mener Jesper Schleimann, CTO for IT-giganten SAP i Norden.
Han henviser til de store retail-kæder i USA, som for længst har taget digitalisering og datadrevet markedsføring til sig, hvilket giver dem et enormt stort forspring på markedet.
– Tag Amazon som eksempel. De sætter nye standarder for onlinesalg, og det kan de, fordi de har hyperautomatiseret hele deres værdikæde. For nylig købte de Whole Foods Market, som er USA’s svar på Irma, og udviklede kundeoplevelsen online markant med en datadrevet software, der tracker kundernes historik og adfærd, siger Jesper Schleimann.
– De kender derfor deres kunder indgående og kan levere bedre, mere personlig, service til stor glæde for begge parter. Imens går vi rundt herhjemme i supermarkederne, der ikke har fornyet sig i 20 år og ikke kender os overhovedet, fortsætter han.
Show it, don’t tell it
Et svar, man ofte hører blandt de ledere og bestyrelser, der egentligt burde drive den digitale transformation, er, at man ikke ved, hvor og hvordan man skal starte arbejdet.
Og hvis man har haft succes med samme forretningsmodel i 50 år, kan det jo forståeligt nok være svært at forestille sig en ny med teknologiske briller på, og her har SAP bestemt sig for at være den digitale øjenåbner.
Ikke ved hjælp af massive kampagner, men ved at etablere et SAP Experience Center i København, hvor man bl.a. kan se en demonstration af fremtidens butik, hvor man kan målrette produkter og tjenester til sig selv.
– En detail-virksomhed – det kan være alle fra webshoppen, til butik til supermarked – kan blive inspireret og præsenteret for skræddersyede løsningsmuligheder, der målrettes efter deres forretning, siger Jesper Schelimann.
– Det kan vi gøre ved at illustrere, hvordan bl.a. Machine Learning fungerer i praksis, hvor intelligent brug af data giver mulighed for individuel og målrettet kundeservice. Mulighederne er mange, fortsætter han.
Der er dog næppe tvivl om, at afstandene fra vision over idé til produkt kan synes besværlig og lang, særligt når der skal ny teknologi ind over.
Hvis man fx forhandler et fysisk produkt, kan det synes endnu sværere at forholde sig til og forestille sig en digital transformation, men også her kan centeret hjælpe til ved at visualisere og konkretisere produktudviklingen, da der her er adgang til et “maker-space” med bl.a. en 3D-printer, som kan hjælpe med at føre idéen ud i livet.
Et digitalt eksperimentarium
Centeret er det første af sin slags i Norden og har til formål at inspirere danske og nordiske virksomheder. Det er skabt i erkendelse af, at vejen til succesfuld digitalisering er bygget på åbne platforme og samarbejde på tværs af markeder og brancher.
Det ideal ligger også til grund for centeret i sig selv, som SAP har bygget i samarbejde med andre store spillere på IT-scenen, nemlig Intel, HP Enterprise og Apple.
Værdien af nye forretningsmodeller er i fokus, og derfor vil centeret være åbent for omverdenen og ikke koste noget at bruge. SAP Experience Center åbnede torsdag den 5. oktober.
Du kunne også overveje at deltage i Danmarks største tech- og marketing-konference, Digital Copenhagen, der den 16. november kigger bredt ind i muligheder og udfordringer ved den digitale transformation.