Senior vice president, Jens Wittrup Willumsen, SAS, vil stoppe med at have ansvaret for koncernens centrale marketingafdeling. Beslutningen er hans egen, og er en konsekvens af, at SAS skal splittes op i nationale selskaber.
– Denne beslutning fører selvfølgelig til nogle ændringer af de centrale funktioner – herunder marketingafdelingen, som overgår til at være en stabsfunktion. Jeg har hidtil siddet som en del af ledelsen i SAS Airline – d.v.s. at jeg ikke blot har haft ansvaret for marketing, men sammen med en gruppe andre ledere har været med til at drive forretningen. Arbejdet i den nye marketing-afdeling vil principielt være det samme, men forretnings-ansvaret vil ligge ude i de nationale selskaber, og derfor bliver marketing-arbejdet mere vendt ud mod disse. Jeg fungerer bedst, når jeg er tæt på markederne, og derfor har jeg takket nej til at fortsætte som chef for marketing, siger Jens Wittrup Willumsen.
Han understreger dog, at han vil være med til at køre processen færdig – herunder den igangværende bureau-konkurrence.
– Det er noget vi har arbejdet med længe. Formelt bliver de nationale selskaber juridiske enheder d. 1. oktober, men reelt arbejder vi allerede nu på det grundlag, siger Jens Wittrup Willumsen.
Den centrale marketing-afdeling har endnu ikke fået ny chef og det hænger bl.a. sammen med, at afdelingens placering endnu ikke er helt afklaret.
– Vi har en dialog om rollefordelinger og om hvor meget den centrale afdeling skal kunne i forhold til de lokale selskabers marketingafdelinger, siger Jens Wittrup Willumsen. fin