SAS vil svare igen med en række nye joint ventures og måske også indgå et samarbejde med det nye lavprisselskab til de interkontinentale ruter, som Singapore Airlines annoncerede for ti dage siden.
– Jeg kan sagtens forestille mig, at SAS har et samarbejde med både Singapore Airlines og Singapore Airlines’ kommende lavprisselskab. I forvejen er det planen at udvide samarbejdet med Singapore Airlines til et egentligt joint venture, og jeg er sikker på, at vi inden for det næste år til halvandet vil have to ekstra joint ventures med stærke, asiatiske partnere. Og det er ikke kun planer. Vi er ved reelle forhandlinger, fortæller John Dueholm, viceadministrerende direktør i SAS.
Han vil ikke sætte navne på selskaberne, men de to hastigst voksende luftfartsmarkeder fra Skandinavien til Asien er Kina og Thailand, og da SAS i forvejen samarbejder med Air China og Thai Airways gennem Star Alliance virker det oplagt, at det er disse to selskaber, som samarbejdet skal udvides med. SAS arbejder også på flere og udvidede partnerskaber i USA.