Markedsføringen hos SAS er normalt lokalt forankret fra land til land. I Danmark er det Partners/ PeopleGroup, der eksekverer for det store luftfartsselskab.
Men nu har SAS ændret strategien en smule, så Partners er hoveddrivkraften på alt andet end nettet, hvor svenske Daddy, der er købt af Crispin Porter + Bogusky og nu hedder Crispin Porter + Bogusky Europe, stadig er suverænt det bedste bureau.
– Vi har været særdeles tilfredse med kampagnen ”Lavpris i luften,” som Partners står for, og det koncept er fra starten tænkt til at køre i hele SAS nordisk og globalt, siger marketingdirektør Christian Linnelyst, SAS, og fortsætter:
– Men vi har ikke skrevet en langsigtet kontrakt, der udelukker andre bureauer i en fastsat årrække. Vi genbruger ”Lavpris i luften”, fordi det fungerer rigtig godt, men næste kampagne kan komme fra et eller flere andre bureauer.”
På nettet er det stadig Daddy’s, der er kreativ kraft.
– Daddy’s er superdygtige på nettet. De har styr på de kreative idéer ikke mindst på de sociale medier, og derfor driver de pt. vores onlineaktiviteter, siger Christian Linnelyst.
Er det krisen, der får SAS til at bruge Partners’ koncept over hele kloden?
– Vi forsøger naturligvis at opnå stordriftsfordele, også når vi laver markedsføring. Men omvendt går vi jo ikke på kompromis med kvaliteten, og derfor bruger vi eksempelvis kun konceptet om ”Lavpris i luften”, fordi det fungerer.
– Det versioneres så sprogligt til de lokale markeder, så kommunikationen fremstår rigtig og professionelt på for eksempel engelsk og kinesisk. Det handler også om, at vore rejsende ikke forvirres af forskellige budskaber, fortsætter Christian Linnelyst.
Læs mere i Bjarne Spellerberg-interviewet i Markedsføring 10-2009, der udkommer i denne uge.