Air France KLM har skærpet konkurrencen med det skandinaviske luftfartsselskab SAS med lanceringen af en ny rute fra Aalborg til Amsterdam, der afgår tre gange dagligt fra januar.

Air France har i forvejen ruter fra Billund til lufthavnen Schiphol i Amsterdam. Det skriver Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi.

– Siden åbningen af ruter fra Billund og Aalborg er trafikken bare vokset og vokset. I Aalborg er antallet af passagerer siden 2011 øget med 35 pct., siger Vincent Auduseau, country manager for Danmark og Island i Air France, til Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi.

Målet med udvidelsen er især at kapre de mange attraktive erhvervskunder, der flyver fra Jylland og som bruger Amsterdam som transitlufthavn.

Erhvervskunderne er særligt værdifulde for flyselskaberne, da de ofte er villige til at betale mere for en flybillet og samtidig flyver oftere end fritidsrejsende.

 

Jyllands-Posten