Efter at have gennemført en udbudsrunde omkring medierådgivning meddeler SAS at MediaCom har genvundet opgaven. Det glæder naturligvis topchefen i mediabureauet:

– SAS har været en vigtig og fantastisk kunde hos MediaCom gennem mange år, og når sådan en relation udfordres, melder der sig nogle andre udfordringer, end når man er med i konkurrencer om nye budgetter, siger Ulrik Falkner Thagesen.

– Som i alle gode parforhold er det en kunst at bevare gnisten i hverdagen og over tid, og især i en situation hvor nye bejlere helt legitimt bliver inviteret indenfor. Derfor er vi ekstra stolte over have genvundet opgaven for SAS, da det lykkedes os at vise nye og relevante tiltag til SAS, der bygger videre på den solide platform vi sammen har udviklet gennem årene. Nu glæder vi os bare til at komme i gang, fortsætter han.

– En succesfuld virksomhed i vores branche skabes ikke ved konstant at jagte nye kunder og budgetter, men ved hele tiden at passe godt på de eksisterende kunder man har, og i fællesskab forny sig og finde nye relevante veje til bedre afkast på marketinginvesteringerne, slutter Ulrik Falkner Thagesen.

Robin Kristensen, Marketingchef SAS i Danmark uddyber:

­– MediaCom har været en stærk partner til os i mange år og i udbuddet formåede de virkeligt at tage det bedste fra vores historik og blande det med en masse nye tanker som kommer til at præge vort samarbejde fremover.