Organisationen skal slankes i SAS, og det kriseramte flyselskab gør sig nu klar til fyringer på det administrative område. I alt skal omkring 700 administrative stillinger nedlægges i Sverige, Norge og Danmark, og SAS er klar til inden længe at gennemføre fyringerne.
– Som led i den omfattende centralisering og effektivisering, der er i gang, skal der nedlægges danske stillinger. Ledelsen har nu oplyst en række medarbejdergrupper om den mere detaljerede opbygning af organisationen. Men der er ikke sat navne på, hvem der ikke skal være her længere, siger kommunikationschef i SAS i Danmark, Mikkel Thrane.
– Nu har vi fortalt, hvem der bliver mellemledere på en række administrative områder, og så fortsætter processen. Jeg vil godt understrege, at det er meget beklageligt at sige farvel til dygtige medarbejdere, fortsætter han.
Fyringerne er en del af en centraliseringsproces, der blev igangsat allerede i begyndelsen af 2009, men som er blevet yderligere accelereret i år. Ledelsen på alle områder er rykket eller ved at rykke til hovedkvarteret i Stockholm. SAS meddelte i forbindelse med årsregnskabet i forrige måned, at man har identificeret nye muligheder for besparelser på to milliarder svenske kroner. Det betyder, at de totale besparelser fra den lidt over et år gamle strategiplan Core SAS løber op i 7,3 miliarder.
Business.dk