Den månedlige opgørelse over flyselskabernes punktlighed sender endnu engang SAS til tops efter et forår, hvor punkligheden haltede gevaldigt.

Opgørelsen fra FlightStats viser, at SAS er det mest punktlige blandt de større flyselskaber i Europa. I oktober ankom 88,99 procent af samtlige de 22.529 flyvninger, der indgår i målingerne, til tiden. Det vil sige indenfor en margin af 15 minutter i forhold til tidstabellen.

SAS kunne have klaret sig endnu bedre, hvis ikke den orkanagtige storm kom forbi Nordeuropa mandag den 28. oktober. Den betød aflysninger og forsinkelser i et større omfang. Især lukningen af Københavns Lufthavn i 50 minutter samt det faktum, at passagerer sad indespærrede i SAS-fly i op til tre timer på grund af faren for at benytte jetbroer og trapper, menes at have påvirket statistikken.

Det spanske flyselskab Iberia, der traditionelt har ligget noget længere nede på listen, kom overraskende ind på en andenplads lige efter SAS med en punktlighed på 88,44 procent.

/ritzau/Finans