Det skandinaviske flyselskab SAS er i luften med den ottende kampagne i brandinguniverset ”We Are Travelers”, og danske & Co. er igen leadbureauet bag indsatsen.

I den nye kampagne stiller SAS spørgsmålet: ”What is Truly Scandinavian?”, og flyselskabet kommer selv med svaret.

Svaret er, at alt er en kopi. Lige fra svenske kötbullar til det wienerbrød, der i store dele af verden er kendt som danish. Man kan takke rejselystne skandinaver for at have bragt disse i dag meget skandinaviske retter med sig hjem fra udlandet, lyder det i kampagnens film.

– Hos SAS er vi stolte af vores skandinaviske arv, og også af den rolle rejsende spiller i skabelsen af morgendagens Skandinavien, lyder det fra Martin Adonis, Integrated Marketing Manager, SAS, i en pressemeddelelse.

Heri slår han også fast, at ”hvis vi ikke var nysgerrige efter andre dele af verden, så ville Skandinavien ganske enkelt ikke se ud, som det gør i dag”.

Lignende toner lyder der fra Lea Flodgaard, Art Director, & Co., som med kampagnen ”vil minde skandinaverne om vigtigheden af at rejse og dermed give os selv og vores region nye input”.

& Co. er leadbureau

SAS’ ”We Are Travelers”-univers blev lanceret i september 2014, og What is Truly Scandinavian er den ottende kampagne i det langsigtede branding- og imagekoncept.

Det er baseret på indsigten, at det at rejse i dag er en del af vores livsstil, og kommunikationen skal samtidig ”hylde den glæde og forventning, vi føler, før vi skal ud at flyve”, som SAS forklarede ved lanceringen af universet.

Tidligere kampagner omfatter eksempelvis den prisvindende ”The Arrivals”, der i efteråret 2019 blev kåret til en af Europas mest effektive kampagner ved Euro Effies.

Bag den første kampagne i We Are Travelers Universet stod det den relativt nyetablerede nordiske bureaunetværk The North Alliance (NoA).

Åkestam Holst, der er en del af NoA, var dengang leadbureau på indsatsen, men fra og med ”The Arrivals” rykkede den rolle til København og & Co.

Den nye kampagne er som nævnt skabt af det danske reklamebureau & Co., mens Gustav Johanson har instrueret kampagnefilmen, som New Land har produceret.

Du kan se den nye kampagnefilm herunder efterfulgt af credits:

Credits:

  • Kunde: SAS
  • Bureau: & Co.
  • Creative Director: Robert Cerkez
  • Account Director: Morten Fabricius
  • Account Manager: Mette Kruse
  • Head of Brand Activation and Social: Morten Saxnæs
  • Media Strategist: Rasmus Philip
  • Art Director: Lea Flodgaard, Katrine Winblad
  • Copywriter: Mathias Trads, Kristel Krøier, Joachim Juel Ulrich
  • Agency Producer: Filippa Borg
  • Graphic Designer: Anders Martin Jensen
  • Interactive Producer: Palle Aufeldt
  • Produktionsselskab: New Land
  • Director: Gustav Johansson
  • Executive Producer: Sara Samsøe
  • Producer: Adam Holmström
  • DOP: Jasper Spanning
  • Focus Puller: Peter Topsøe, Henrik Lyngbo, Stickan Olsson
  • Editor: Sam Ostrove
  • Editor Assistant: Martin Zaar
  • Colourist/Grader: Nicke Johansson
  • VFX & Online: Kalle Lundberg
  • VFX Animation: Per Helin
  • Music Composer: Pierre Riddez
  • Sound Design: Anton Ahlberg
  • VO: Elisabeth Garden