De danske SAS Liga-dommere boykotter TV3. Dommerne er sure over, at
tv-stationen i foråret udstyrede deres nu pensionerede kollega Knud Erik
Fisker med skjult mikrofon under kampene, uden de øvrige dommere vidste
noget om det.
– Vi sympatiserer med de spillere og eventuelle trænere og linjedommere,
som uden deres viden er blevet optaget med skjult mikrofon under nogle af
kampene i SAS Ligaen i foråret, udtaler SAS Liga-dommernes talsmand Claus
Bo Larsen i en pressemeddelelse.
Boykotten af TV3 gælder for resten af efteråret. Efter nytår er dommerne
klar til igen at tale med TV3, hvis stationen garanterer, at de ulovlige
optagelser ikke bruges i fremtiden.
/ritzau/