SAS har kæmpet for at stige til vejrs hos Google uden for Danmark. Derfor har flyselskabet bedt dets danske seo-bureau, Iprospect, om at varetage søgemaskineoptimeringsopgaverne i yderligere 12 lande.
Iprospect er en del af Aegis Media-familien og har efterhånden afdelinger i et hav af lande. De lokale afdelinger varetager naturligvis SAS’s seo-opgaver i de respektive lande, men det hele koordineres fra Iprospects københavnerkontor.
– Vi er selvfølgelig glade for, at kvalitetsarbejdet begået i Danmark, bliver udvidet til så mange andre lande – inklusiv USA, siger Jackie Frandsen, head of search, Iprospect Danmark.
Det er otte måneder siden, at Iprospect overtog SAS’ seo-indsats i Danmark.