Flyselskabet SAS står over for voldsomme forandringer, der vil involvere tusindvis af medarbejdere, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

– I forbindelse med halvårsregnskabet oplyste vi, at der var behov for at accelerere planerne for at reducere omkostningerne og skabe en mere fleksibel og forenklet organisation. De nye tiltag vil blive præsenteret her i efteråret, siger Trine Kromann Mikkelsen, pressechef i SAS, til Jyllands-Posten.

Årsagen til besparelserne er, at det nuværende spareprogram ikke er nok til at sikre et acceptabelt overskud i en branche præget af hård priskonkurrence, skriver avisen.

Samtidig truer nye regnskabsregler i EU med at udradere selskabets egenkapital. Fra 2013 skal pensionsforpligtelserne nemlig modregnes i egenkapitalen, og dermed risikerer SAS at stå med et for spinkelt kapitalberedskab.

Et stort antal medarbejdere er foreløbig blevet stillet over for krav om at gå ned i løn eller at skifte job, ligesom det flyvende personale har fået tilbud om frivillige fratrædelser.

Ifølge Jyllands-Posten siger kilder tæt på spareforhandlingerne, at der også kan blive tale om et omfattende opgør med kabinepersonalet og piloterne, som vil blive mødt med krav om betydelige overenskomstforringelser.

 

Jyllands-Posten