Det er mange år siden der sidst åbnede en ny isfabrik på Sjælland. Men det er heller ikke nogen hr. hvem-som-helst der åbner den nye isfabrik, Hansens Flødeis. Det er Hans Jørgen Eibye, der er barnebarn af Hans Hansen som startede iskrem- og krystalisfremstilling, der senere blev kendt som Frederiksborg Flødeis, i 1922 i Hillerød.
Det er lykkedes Hans Jørgen Eibye at finde to af farfars blandetanke og noget andet maskineri fra 50’erne og 60’erne, og dermed gøre produktionen helt identisk med den oprindelige. Derfor er det også velvalgt at fabrikken er opkaldt efter gamle Hansen, nemlig Hansens Flødeis.
– Det tager tid at fremstille den gode smag”, siger Hans Jørgen Eibye, der mener at isfabrikkerne har alt for travlt med at fremstille deres is.
Hansens Flødeis vil blive solgt fra april til oktober, hvor der er udskiftning og omsætning nok i butikkerne til at isen altid er frisk.
Hansens Flødeis fremstiller Flødeis i 1 liter- og 5 liter- emballager i 14 forskellige varianter, til salg i isbutikker med gammeldags is og i delikatessebutikker. Derudover fremstiller Hansens soft ice blanding.
Hansens Flødeis vil kun sælge is på en måde, hvor der er plads til at kunderne kan arbejde sammen med fabrikken om at levere forbrugerne den bedste oplevelse. Det er derfor Hansens lover “eneforhandling” i nærområdet, således at forhandleren kan være de eneste på stranden eller i gaden der sælger den oprindelige is fra 1922.