Nice try, men det tæller altså som spam at skrive til sine kunder, man savner dem.
Det mener Forbrugerombudsmanden, der har politianmeldt webshoppen Parfumeplus.dk.
I maj i år modtog 100 tidligere kunder en mail fra kosmetikforhandleren, hvor der blandt andet stod:
”Vi har noteret, at du ikke ønsker at modtage vores ugentlige nyhedsbreve og det respekterer vi fortsat. Men vi savner dig i vores shop og kan se du ikke har handlet hos os i meget lang tid”.
Men kunderne havde imidlertid ikke på noget tidspunkt givet samtykke til modtagelse af elektronisk markedsføringsmateriale, hvilket er et krav efter markedsføringslovens § 6, stk. 1. Parfumeplus.dk står til en bødestraf.