Saxo Bank er i al fortrolighed i dialog med Københavns fondsbørs, Nasdaq OMX Copenhagen, om en børsnotering af den stormomsuste bank. Det fortæller flere uafhængige kilder til dagbladet Børsen. Saxo Banks pressechef, Kasper Elbjørn, nægter at kommentere sagen, men afviser omvendt heller ikke, at banken overvejer en børsnotering. Allerede nu forsøger den amerikanske kapitalfond General Atlantic, der ejer 22 pct. af aktierne i Saxo Bank, at komme af med sine aktier i banken. General Atlantic har hyret investeringsbankerne J.P. Morgan og SEB Enskilda til at stå for salget af aktierne.
Hos de to investeringsbanker opereres der med to mulige løsninger. Den ene er, at der findes en samlet køber til den amerikanske kapitalfonds aktier, og den anden løsning er, at Saxo Bank børsnoteres, og aktierne i banken derved kommer ud i fri handel.
Børsen side 20.