Danmarks tredje kommercielle tv-station SBS fortsætter endnu engang med at imponere. August blev en rekordmåned for SBS TV. De fire SBS-kanaler Kanal 4, Kanal 5, 6’eren og Voice TV har haft en kommerciel seerandel på 17.2 pct. Det er en stigning på 22 pct. i forhold til samme periode sidste år i den kommercielle målgruppe 15-50 år.
6’eren har ikke overraskende haft seersucces efter starten på Premier League, der dækkes med op til fem kampe fra hver spillerunde. I august er seerandelen for 6’eren steget med 25 pct. sammenlignet august sidste år. Sammenligningen er delvist kunstig, når man introducerer et helt nyt produkt, men ingen kan vel argumentere med stigende sertal, vel?
– Når man vækster med over 20 pct. kan ingen argumentere imod ens succes, siger Mikael Ostenfeld, tv-direktør hos Carat. ”Men man skal nu ikke lade sig narre. SBS holder et fornemt bundniveau, og hvis det var en Superligaklub ville man vinde alle mesterskaber SBS har fundet et fremragende koncept, nemlig ”Unge Mødre” og ”Singleliv” på 4’eren, film og krimien CSI på 5’eren. Faste seertal på +100.000 er fornemt, når man tager produktionsomkostningerne i betragtning.”
Og det kan true Viasat?
– På længere sigt ja – SBS er sammenlignet med Viasat mindre afhængig af enkelte større formater samt sportsrettigheder – og det er en klar fordel. Når man sender FCK mod Ruben Kasan i går og har seer-snit på 400.000 med en peak over 500.000 så hjælper det på den kommercielle seerandel. To af Viasats topprogrammer viser svaghedstegn; ”Robinson” falder med 25 pct. og ”Fangerne på Fortet” dykker med over 40 pct. i forhold til sidste år – dog kun målt på første episode. Det betyder, at bl.a. de to koncepter skal tænkes igennem igen, før man indleder en ny produktion, hvis tallene ikke ændrer sig, fortsætter Ostenfeld.
På fredag starter en ny sæson af ”Vild med Dans” op på TV 2, men derudover er stort set alle sæsonens programmer startet op. Hovedparten af de nye programmer, dvs. ”Dagens Mand”, ”Danmark ifølge Bubber”, ”Liebhaverne” og ”Lærkevej” viser indtil videre tegn på mindre fald (5-10 pct.), hvilket set i lyset af den generelle udvikling og slukningen af det analoge signal godt kan betegnes som værende godkendt. ”Restaurant i stuen”, med mindre end 400.000 seere er en ren fiasko. I TV 2-regi, fordi man trods alt er storebror blandt de kommercielle stationer, er seertal på topprogrammer i primetime på mindre end 700.000 ikke godkendt.
Hvad er dit bud på styrkeforholdet 2. halvår?
– Hvis jeg skal vove et bud, lyder det: Best case for TV 2 er et tab på 1,5-2 pct., mens worst case er et tab på 3-4 pct. Og jeg tror, at SBS vinder 60-70 pct. af TV 2’s tab, mens Viasat sætter sig på de sidste 30-40 pct. Hvis man skal sige noget positivt – ud over evnen til at vælge de rigtige programmer til ens seere – er SBS i særklasse god til at schedulere og har generelt gang i noget godt, slutter Mikael Ostenfeld.