Tidligere på året forlod marketingdirektør Sandor Neumann SBS Discovery Media som led i organisationsændring.
Nu er Peter Liljenberg hyret som ny marketingchef i medieselskabet fra den 1. juni, hvor han skal arbejde med SBS Discoverys tv-kanaler.
Han har næsten tyve års erfaring med tv-branding og markedsføring og kommer fra en stilling som Brand Director på designstudiet Frame, hvor han bl.a. har stået for at skabe internationale branding-projekter med levende billeder.
Peter Liljenberg har også fortid som Creative Director på Viasat/MTG og har bl.a. stået for opbygningen af Viasats brandplatform og branding af 20 Viasat-kanaler i en række forskellige lande og markeder.
Underviser på Hyper Island
– Det er en meget erfaren og kreativ marketingchef, vi har fundet til at skulle lede opgaven med at markedsføre vores tv-kanaler og programmer, lyder det fra Maiken Wexø, programdirektør på SBS Discovery Media, i en pressemeddelelse.
– Jeg er derfor utrolig glad for at få Peter med på holdet og med på den rejse, som vi skal ud på. Vi har netop gennemført en ny strategi for vores hovedkanal Kanal 5 og kvindekanalen Kanal 4, så der er rigeligt med opgaver at tage fat på, fortsætter hun.
Peter Liljenberg har bl.a. studeret Communication Science på Lund Universitet og journalistik og medieproduktion på Linnaeus universitet i Kalmar. Desuden forelæser han om branding på Hyper Island instituttet.
– SBS Discovery Media er lige nu det mest interessante mediehus i Norden. Jeg glæder mig meget til at indgå i Maikens stærke hold med ansvar for at skabe endnu stærkere kanalbrands og kreative kampagner. Samtidig glæder jeg mig til at kunne overraske seerne med nogle underholdende og kreative kampagner, siger Peter Liljenberg.