De første officielle deltagere i auktionen over de to nye radio-stationer, P5 og P6, blev kendt i dag, hvor fristen for at tilmelde sig udløb kl. 12. Og samtidig ligger det også fast, at Politiken/Jyllands-Posten ikke deltager. Det var varslet, og fusions-virksomheden har ikke ændret holdning. Man ser det ikke som økonomisk attraktivt. Heller ikke Egmont deltager, og man kan få den tanke, at de satser mere på TV2 – som af mange ses som favorit til en af stationerne, og stationen forventes helt klart at være blandt byderne – selvom det ikke er officielt bekræftet i dag.
Udover disse virksomheder fortæller Søndagsavisen også, at man har valgt at holde sig væk fra auktionen.
Auktionen foregår kl. 17 d. 18. juni, men fra Kulturministeriet kan man ikke engang få at vide, hvor mange, der har meldt sig. Deltagerne skal først gennemgåes, og derfor bliver den endelige liste over auktions-deltagere først offentliggjort på onsdag.
SBS har dog i en pressemeddelelse allerede annonceret sin deltagelse “på forreste række”, som det udtrykkes. SBS står bag TvDanmark og radiokanalerne The Voice, Pop FM og Kiss FM. Også Clear Channel, der bl.a. står bag Radio 2, bekræfter at man har tilmeldt sig.
– SBS har bred erfaring for at drive radio i Skandinavien, ikke mindst i Danmark, hvor vi siden 1996 har været hovedaktør bl.a. med driften af The Voice og Pop FM. The Voice går ind i sit 19. år og har længe bevaret positionen som markedsleder. Det er derfor en selvfølge for os at byde på P5 og P6. Vi ser frem til den kommende auktion, siger senior vice president i SBS Broadcasting, Eric Hansen. fin