At servere SBS Productions som en nyhed ville være lidt kækt, al den stund at mediekoncernen har produceret i 23 år – nyheden ligger snarere i, at ambitionsniveauet hæves. Eller på bilsprog: Speederen bliver trykket i bund, og der gøres plads til adskillige passager, for SBS Productions vil arbejde sammen med alle i markedet.
– Kendetegnende for SBS er, at vi udfordrer og finder huller i markedet. Ingen anden dansk tv-station har en selvstændig kommerciel produktionsenhed, og det potentiale skal vi udnytte – til gavn for markedet, siger Dorthe Gude, der er produktions- og studiechef.
SBS ligner dog andre tv-stationer i den forstand, at man målrettet søger at gøre sig mindr e sårbar over konjunkturer, hvis op- og nedture ses så ubarmhjertigt på reklamesalget. Men hvor f.eks. TV 2 følger en strategi om at brede sig over flere kommunikationskanaler, går SBS vertikalt til værks.
– Vores kerne er at producere indhold til målgrupper. Vi ved, hvordan vi kommunikerer til målgrupper, og vi har både redskaberne og kompetencer til at skabe indhold til forskellige platforme, siger Dorthe Gude.

Ikke i krig med nogen

SBS Productions, der før gik under navnet K2, er blandt landets 10 største produktionshuse. Men hverken de øvrige produktionshuse eller tv-stationer bør ryste i bukserne over udmeldingen fra Mileparken i Skovlunde – ikke fordi knytnæven savner kraft, men fordi der er tale om en udstrakt hånd.
– Reklamebureauer kan komme her og leje knapper eller gå efter den fulde pakke – inkl. indhold. Med vores solide fundament i reklame-, tv- og filmproduktion kan vi sammenlignes med et supermarked, der har alle kvalitetsvarer på hylderne – til en konkurrencedygtig pris. På dette stor e felt – produktion og indhold – er vi ikke i krig med nogen. Hvis en produktion kan deles op i seks punkter, og vi kan hjælpe på de to af dem, så er det vel ikke så skidt. Vi har i forvejen gode relationer til produktionshuse, hvor vi co-producerer i mindre skala, siger Dorthe Gude.
Med den ambitiøse division søger mediekoncernen at blokere udgangene for de annoncører, man har kontakt til via Kanal 5, Kanal 4, SBS Net og The Voice TV.
– Udfordringen er ikke kun ekstern. Også internt udfordrer vi os selv, for vi skal i princippet kunne betjene alle kunder – hvad enten de kommer med en plan, som vi skal føre ud i livet via vores faciliteter og personale, eller vi kommer til dem med en idé. Vores produktion dækker både entertainment, bl.a. Dinesen og Kanal 5 Sport, og commercial, bl.a. reklamer, miniprogrammer og billboards. Vi breder os over flere genrer, men ikke over flere kommunikationskanaler. Vi leverer levende billeder, også til hjemmesider, men vores kerneforretning omfatter ikke tryksager og blade, si ger Dorthe Gude.