Ægte integration mellem den tradtionelle CRM/dialogmarkedsføring og nettets muligheder. For Scan Direct er det et af hovedmålene med den alliance, som bureauet har indgået med McCann. For at blive i stand til at udvikle bureauet i den retning – hvor kommunikationsforståelsen benyttes professionalt i relation til nettet og dets muligheder og hvor man også kan tilbyde kunderne totalløsninger – er det imidlertid nødvendigt for Scan Direct at indgå i en større sammenhæng.
– Op gennem 80’erne og 90’erne har Scan Direct været et af de ledende direct marketing-bureauet. Hvis vi fortsat vil være blandt de bedste, er det vigtigt, at vi kan kombinere on- og offline markedsføring. Og selvom det handler meget om internet, så handler det altså ikke kun om det. Det, som kunderne efterspørger er jo nogen, som kan anvise, hvordan de kan bruge de nye medier sammen med det andre, siger adm. direktør John Kähler, Scan Direct.
Den 1. januar i år flyttede Scan Direct sammen med McCann. Man deler visse ressourcer, herunder lejemål, og samarbejder også om kunder, bl.a. Mobilix, hvor Scan Direct, der i forvejen havde ansvaret for Mobilix’ marketingdatabase, nu også har overtaget ansvaret på CRM/privatdelen.
Scan Direct ejes idag af norske Orkla med 2/3 samt af Peter Nyemann og John Kähler med 1/3. I øjeblikket forhandler Orkla og Interpublic, der ejer McCann, om Interpublic’s overtagelse af Orkla’s andel, helt eller delvist.
– Ambitionen for Orkla’s nordiske netværk var at udvikle på databaseområdet, men kun lidt på kreativitet og strategi. Der er behov for at gå i en anden retning nu, så derfor vil det være en fordel for Scan Direct at indgå i en bureausammenhæng, siger John Kähler.
ANDRE METODER
– Planen om at skabe et bureau, der arbejder med ægte integration mellem de gamle og de nye metoder, bliver sat i værk den 1. juni og vi er i fuld gang med at ansætte nye folk med internet-ekspertise, således at vi kan lancere det nye Scan Direct efter sommerferien, fortsætter han.
– Med internettets udbredelse er mulighederne for CRM/dialogmarkedsføring jo øget voldsomt. I dag er mange internetløsninger blot ikke integrerede med off line kommunikationen og samtidig mangler mange internetløsninger et klart formål. Det vil vi hjælpe med – for det er jo de samme begreber og de samme tænkemåder, der skal benyttes som i off-line verdenen. Det er bare andre metoder, siger John Kähler.
– Vi ser to faser: i fase 1 var mange virksomheder fascinerede af nettet, og i den fase benyttede de de nyopstartede internet-udviklere. I næste fase kommer virkelighedens verden, hvor der skal sendes penge tilbage til dem, der sælger varen – og så er det at man skal have forstand på kommunikation. Også i den verden er der en fremtid for de bureauer, som har haft fundamental ekspertise i kommunikation. Og dialog-bureauerne skal nok finde deres “plads“ i markedet igen, supplerer adm. direktør Jan Holm-Møller, McCann.
For McCann er alliancen med Scan Direct et spørgsmål om at skaffe sig ekspertise inden for CRM, inkl. database, internet samt B2B.
– Palletten består af on- og offline CRM, massekommunikation og event marketing. Hvor alle bureauets enheder udvikler sig inden for web – og hvor palletten også hænger sammen fysisk, under samme tag, men som separate økonomiske ansvarsområder, siger Jan Holm-Møller.
– Det skal fortsat være Scan Direct’s speciale at etablere og holde gang i dialog. Ikke ved at have 100 ingeniører siddende sammen med 5 AD’ere, for det rent produktionsmæssige skal fortsat hentes udefra. Vi har forstand på kommunikaton og de processer, der er forbundet med det. Og det er de samme databaser, der bygges på, ligegyldigt hvilken udformning, du vælger – om det er web eller traditionel kommunikation, fortsætter John Kähler.
KOMPETENCER LæGGES SAMMEN
Hidtil har Scan Direct været inddelt i 4 kompetence centre: Scan Direct, Scan Media, Scan Base og Scan Net. Disse 4 områder bliver nu slået sammen, og nettet bliver altså ikke placeret ikke en separat afdeling, men integreres i alle bureauets funktioner.
– Vores IT-afdeling har været lige så stor som den kreative afdeling. Nu flyttes der endnu flere derind, som er web-programmører – vi er ude efter 4-5 mand mere. Nettet er så gennemgribende i altin, at du ikke bare kan have en afdeling ovre i hjørnet og desuden minder IT-folk og kreative meget om hinanden i tankegang og arbejdsmåder, slutter Peter Nyemann.