Reklamebureauet Scanad, som sidste år blev en del af Par no. 1, er lukket. Dermed står omkring 40 medarbejdere til at miste deres job.
Ledelsen i det over 50 år gamle bureau så sig i går nødsaget til at indgive begæring om konkurs til Skifteretten, og alle medarbejdere på kontorerne i Århus og Odense blev også orienteret i går. Det bekræfter Scanads adm. direktør Robert Rasmussen.
– Vi kontaktede selv Skifteretten med konkursbegæring i går, da vi kunne se, at det var den eneste mulighed. Vi har gjort alt,
hvad vi kunne i rekonstruktionsfasen, men det lykkedes desværre ikke, siger han.
Hvad der videre kommer til at ske, er det endnu for tidligt at udtale sig om.
– Lige nu afventer vi kurator. Vi forventer, at processen går i gang i dag, og så må vi se, hvad der skal ske, siger Robert Rasmussen.
Par No 1 købte 51 procent af Scanad sidste år, og markedsforing.dk har forsøgt at kontakte adm. direktør Jørgen Hansen for at spørge til eventuelle konsekvenser for moderselskabet, men det var desværre ikke muligt at træffe ham inden deadline.
Forrige fredag lød
udmeldingen fra Par No 1, at man ikke længere ønskede at understøtte datterbureauet Scanad økonomisk, men i stedet ville koncentrere sig om de 100 procent ejede bureauer i gruppen, dvs. Par No 1’s kontorer i København, Aalborg og Riga (Viborg-afdelingen lukkede tidligere på måneden) samt reklamebureauet OS i København.
Scanads konkurs påvirker omkring 40 medarbejdere i henholdsvis Århus og Odense.