Hotelkæden Scandic er nordens mest besøgte hotel-hjemmeside med mere end 8,5 millioner årlige besøgende, men selvom andelen af online bookinger stiger med mere end 50 pct. hvert år, så udgør online-bookningerne dog fortsat kun 10 pct. af den samlede omsætning.
Men det skal der nu laves om på, og for at facilitere den fremgang har Scandic valgt at relancere sin hjemmeside med fokus på funktionaliteten samt relevant og rejserelateret information – og på fem sprog.
Målet er at øge andelen af online bookinger til 20 pct. i 2011, hvilket altså svarer til en fordobling.
– Vi har i første omgang fokuseret på at gøre det lettere for tilbagevendende forretningsrejsende at bestille ved at forkorte bestillingsprocessen væsentligt, siger Scandics marketingdirektør Johan Michelson.
– Hjemmesiden er den i særklasse vigtigste markedsførings- og bookingkanal for os, da vi hurtigt kan kommunikere med vores gæster, samtidig med at det er omkostningseffektivt, fortsætter han.
sm