Scandlines står efter to omfattende interne undersøgelser fortsat uforstående overfor Konkurrencestyrelsens mistanke om, at rederiet skulle have betalt Easy Line for at indstille sejladserne på Østersø-ruten mellem Gedser og Rostock som et led i forligsaftalen fra sidste år, skriver Børsen.
Men de danske konkurrencemyndigheder har på et møde med Scandlines’advokat i sidste uge fortalt, at de ligger inde med oplysninger, der støtter deres mistanke, og at de derfor går videre med sagen.
Da Scandlines ikke selv kan finde noget graverende i egne rækker, anmoder rederiet om aktindsigt.