Helsides annoncer med corny billeder af selvfede amerikanske golfspillere eller overglade graduates skal gøre reklamefolket opmærksom på, at der faktisk findes et stort udvalg af gode, skandinaviske købebilleder, der passer til det skandinaviske marked.
Scanpix’ kampagne taler til en snæver målgruppe, der udelukkende omfatter de kreative på reklamebureauerne.
– Vi spiller på, at mange kreative har den opfattelse, at købebilleder er et nødvendig onde, hvor man er tvunget til at bruge tydeligvis ikke-danske billeder til danske reklamer. Fordi det er, hvad man kan få, forklarer tekstforfatter i TBWA/Copenhagen, Søren Grønborg.
– Målgruppen er så ekstremt begrænset, at kan vi tillade os at være indforståede. Vi taler direkte til dem, der på egen krop har oplevet at skulle bruge amerikanske billeder til en slice-of-life-reklame for Tølløse Lokalbank. Andre vil nok undre sig over, hvad det egentlig handler om, siger han.
De valgte medier er dér, hvor de kreative græsser, dvs. Markedsføring, Børsens Mediemarked og magasinet Enter. Kampagnen fortsætter året ud med meget ikke-skandinaviske billeder, der ifølge det kreative team ”er købt ude i byen. Og det er ikke hos Scanpix”. MSOL