Forsikringsselskabet First vil gerne ud til en bredere målgruppe på det danske marked, og det skal den tidligere landsholdskæmpe Peter Schmeichel hjælpe med.

Omdrejningspunktet i kommunikationen er vi menneskers særlige interesser og lidenskab – alt det vi er tossede med – og i filmen kommer Peter Schmeichel rundt om alt fra hestetosser og biltosser til golftosser.

At det lige skulle være Peter Schmeichel, skyldes ifølge Firsts adm. direktør Flemming Parris ikke mindst den berømte keepers personlighed.

– Han udstråler om nogen troværdighed og sikkerhed. Han er en person, man stoler på og har stor tillid til. Det er præcis det, vi gerne vil signalere hos First, så Peter Schmeichel er den helt ideelle ambassadør for vores virksomhed, siger Flemming Parris.

Mediabureauet Mediacom har stået for strategi, kreativitet og udvikling af kampagnen, og strategisk direktør Klaus Vemmer siger:

– For os har det vigtigste været, at finde helt ind til kernen af First – vise at selskabet ikke bare er endnu et forsikringsselskab, men at man rent faktisk forstår, at vi som mennesker er forskellige og lever individuelle liv.

First har siden 2005 været “Coverholder at Lloyd’s” – altså en slags agent for det store, britiske forsikrings-koncern Lloyd’s – og har hidtil mest været kendt som det forsikringsselskab, man kontaktede, hvis man skulle forsikre dressurheste og lystyachts.

Men nu vil First ind og udfordre den danske forsikringsbranche på en lidt bredere bane, og det skal reklamefremstødet med Peter Schmeichel i hovedrollen hjælpe med.

Selv siger hovedpersonen om samarbejdet:

– Jeg har kendt folkene bag First igennem flere år og ser meget frem til at vores samarbejde går i gang. First udviser handlekraft, sikkerhed og kvalitet og med Lloyd’s i ryggen og de engelske rødder er det et godt link til min engelske historie.

Peter Schmeichel har foreløbig indgået en toårig aftale med First, som i samme åndedrag har valgt at forenkle sin navnestruktur fra tidligere ”sub-brands” som First Marine og First Horse til fremover blot First.

Den nye kommunikation omfatter også en ny web-struktur og en ny app, som In2Media har stået bag.

Du kan se den nye reklamefilm – der er produceret af Entrance Films og instrueret af Kasper Torsting – her.