Musikvideoer er de unges medie, og Schulstad får da også rigtig godt fat i de unge med en reklamefilm, som arbejder med den form. En ung mand jonglerer med madvarerne til musik, mens han laver sig en rugbrøds-sandwich.
Filmen opnår et ganske fornuftigt resultat med et 9-tal i ad-liking samt 7-taller i kendskab og branding. Men der er markant forskel på alders-grupperne. Hos 13-24 og 25-34 årige ligger kendskabet på henholdsvis 83 og 75 pct. markant over gennemsnittet på 60 og det samme er tilfældet på branding. Her kan henholdsvis 35 og 33 pct. identificerer Schulstad som afsender på filmen. Gennemsnittet er 20 pct. Hos de unge grupper, scorer filmen desuden klart bedre i ad-liking.
– Det er en film, som opnår en score på niveau med øvrige film inden for kategorien Fast Moving Consumer Goods, som er blevet testet. Filmen markedsfører dog i næsten lige så høj grad kategorien rugbrød som branded Schuldstad (udover de 20 pct., der kan sige Schulstad, svarer 17 pct. rugbrød, red.). Filmen udmærker sig også med en relativt flot liking score, siger Lisbeth Radant.
Claus Buhl er dog mindre imponeret.
– Kohberg satte i virkeligheden fingeren lige på det ømme punkt, da de lavede en kampagne med mottoet: “Hvad skal jeg sige, boller fra Kohberg“. Med spøjs humor dog. Kundes Schulstad film siger det samme, nu uden humor: Hvad skal man sige om et rugbrød fra Schulstad: Overgearet gang i køkkenet. Jeg synes det er gammeldags reklamelands-kommunikation. Og så slutter filmen oven i købet med at fortælle, at Schulstad har et nyt produkt: Et rugbrød der er sprødt. Tænk hvor kunne man have fået en vidunderlig kampagne ud af det, hvis man havde taget fat om det nye.
– Jeg har altid haft svært ved at følge Kundes reklameeksekveringer. Der er tydeligvis større respekt for det forretningsmæssige og produktudviklingsmæssige i Kundes rådgivning af kunderne end for det reklamemæssige. Det er synd, for Kundes kunder kunne få meget mere ud af det, hvis de ikke alene fulgte Kundes gode strategiske rådgivning, men osse krævede at se dem eksekveret ordentligt, siger Claus Buhl.