“Har vi ikke set hinanden før? Tricket er tudsegammelt og temmelig discountet, vil mange sikkert mene. Men hva’ nu, hvis det virker. Hvis det nu virker så godt, at man render af med hele kongeriget og ham torsken, der er hammerdejlig selv i en kæmpe-brandert. Er det så ikke bedøvende ligegyldigt, hvor forældet, billigt og forslidt, det er – tricket? Bare det skabte kontakten – bare det virkede. Og her ser vi helt bort fra det faktum, at man oprigtigt har mødtes tidligere, til en eller anden fest, over en eller anden frysedisk – somewhere. Detaljen er underordnet, det handler om slutningen.
Go lucky or not!
Kropssprog, tegnsprog skrift- eller talesprog: kommunikation er noget nær den mest ædle kunst, vi flyder rundt i. Dét at blive hørt, forstået, misforstået, elsket eller betragtet som halvidiot. Dét at nærme eller fjerne sig fra hinanden. “Me Tarzan“. “You Jane“, “Har vi ikke set hinanden før?“. Hvad der virker på nogen, virker ikke på andre, og hvad der virker på andre, virker ikke på nogen. Jamen, hvornår virker hvad så og i hvilken sammenhæng?
Dét, der giver fællesskab, sympati og samhørighed er det fælles udgangspunkt, den fælles præference. Samme livssyn, samme sortsyn, samme sympati for fjordrejer eller perfide form for humor. Vi bindes sammen af en masse usynlige tråde, som er stærkt kulturelt forspundne. Uskrevne love og regler, der gør det muligt at gennemskue, forstå og kommunikere mellem linjerne. Kommunikationsstrategien: “Har vi ikke set….“ benytter sig af et meget dansk og fintfølende redskab kaldet undertekster. “Gammel dansk gør godt“- kampagnen viser det så ganske strålende. Lær at forstå, hvad danskerne i virkeligheden siger! Og det er netop her humlen (DER ER GÆR I ØL) ligger begravet.
Hemmeligheden, der gør det ekstra sjovt at tale sammen, gør det vi ikke siger meget interessant, end det vi siger. “Har vi ikke mødt hinanden før? (jeg har bare vældig lyst til at vise dig min hovedpude. Sgu’vi ?)
Underteksten er samtidig en indpakning, der gør det lettere at nærme sig. Den stiller modtagere i en langt mere uforpligtende og ikke-anmasende situation, ta’ den! eller la’ vær! Du får chancen, og jeg får ikke møj i hovedet, hvis du afviser. Jeg er jo pakket ind.
Flirt er fedt. Drillerier er fedt. Humor er fedt. Indspisthed og indforståethed er for så vidt – også fedt – for det appelerer til underteksterne, til de fælles præferencer. Gør det mere udfordrende og hjernevridende at kommunikere. I følge film- og medie-manden Lennart Højbjerg er tendensen i 1997 helt klart en voksende sympati for de selvdistancerede, ironiske og satirisk-tenderende reklamer. Fis og ballade, mindre alvor og selvhævdende navlepilleri.