Hos Geomatic var man sådan set allerede langt i overvejelserne om at etablere en puljebil-ordning med el-biler til arbejdskørsel for medarbejderne. Men da PostNorden sendte en markedssegmenterings-løsning i udbud, gik det pludselig stærkt.
Kravet fra PostNorden var nemlig en ISO-miljøcertificering, og den havde Geomatic ikke.
Direktør og stifter Martin Glarvig fortæller, at Geomatics rådgiver anbefalede at ”rykke på el-bilerne med det samme”.
– At skrive ind i miljøpolitikken, at virksomheden kun kører elbiler, var et kæmpe skridt mod at blive certificeret, siger han, og det viste sig, at ren el-bilkørsel kombineret med tilbud om pendlerkort og tjenestecykler til medarbejderne betød, at kravene var stort set indfriet.
Prækvalifikationen kom efterfølgende i hus, og Geomatic vandt PostNorden som kunde.
Hvor er jeres lade-standere?
Og for Geomatic, hvis kunder blandt andet er reklamebureauer, private virksomheder og store offentlige virksomheder og kommuner, er el-bilerne ligefrem en ”ice-breaker”.
– De er et synligt bevis på, at vi tager vores samfundsansvar seriøst. CSR fylder mere og mere i kontrakterne, og når vi så ankommer til møderne i el-bil og starter med at spørge, hvor lade-standerne står, så er vi foran på point fra start. De færreste tilbyder nemlig rent faktisk opladning til de grønne transportkrav i udbuddene. Så kan de godt se, at de også selv må i gang, lyder det Martin Glarvig.
Geomatics medarbejdere parkerer og lader ved offentlige lade-standere tæt på kontoret i centrum af København. Det giver synlighed – og når Københavns Kommune i år vender tilbage til tidligere praksis med gratis parkering for el-biler, så sparer Geomatic 3.600 kroner om måneden per bil, hvis man sammenligner med prisen for en P-plads i hovedstadens røde P-zone.
En rigtig god ide
Hos virksomheden Feicon, der blandt andet rådgiver virksomheder i miljøcertificering, siger direktør Poul Feilberg, at det ofte er en god idé at skrive el-bilerne direkte ind i firmaets miljøpolitik.
– Det handler om at reducere miljøpåvirkningen, og el-bilen kan være et effektivt redskab – især hvis man som Geomatic lever af viden og ikke produktion. Du kan slukke lyset og skrue ned for varmen. Men for den viden-baserede virksomhed er det svært at gøre meget mere. At erstatte benzin med el i al kørsel giver en stor gevinst, hvis medarbejderne har meget transport til fx kundemøder, siger direktøren, som tilføjer, at det især i det offentlige er blevet sværere at vinde opgaver uden en miljøcertificering.
Så i dag foregår al arbejdskørsel hos Geomatic i virksomhedens to el-biler. Medarbejderne har desuden adgang til tjenestecykler, som bliver brugt til korte ture i centrum af byen, ligesom Geomatic tilbyder medarbejderne pendlerkort.