To gange om året rekrutterer Maersk Line over 100 elever til uddannelsen som skibsofficer, og det er vigtigt for virksomheden at rekruttere de bedste til deres uddannelse.
Derfor har man allieret sig med HR-konsulenthuset Manova og det digitale bureau Gottlieb & Co for at skabe en strategi på forskellige medier, der kan ramme målgruppen – de 17-29-årige – bedst muligt.
Et af elementerne i strategien er interaktivt filmkoncept med integration af Facebook på karrieresitet for skibsofficer-uddannelsen hos Maersk.
Det har Gottlieb & Co har kreeret efter ønske fra Maersk om at udnytte de sociale medier mere aktivt i rekrutteringsprocessen.
Peter Jurland, der er kreativ direktør og partner hos Gottlieb & Co siger om konceptet:
– Tanken er, at man på karrieresitet skal kunne ”se” sin fremtid til søs hos Maersk. Gennem en film, der er skudt i point-of-view med et kamera koblet på en hjelm på hovedet af en instruktør, får man indblik i forskellige aspekter af hverdagen under uddannelsen som skibsofficer, forklarer han.
I tilgift kan man integrere sin egen Facebook-profil i filmen – og sætte sit eget kontrafej ind – hvorved man kan se sig selv skrive ansøgning, være til jobsamtale, gå på officersskole i Sønderborg og naturligvis sejle ud med de store blå skibe.
– Filmen fører dig på den måde igennem uddannelsesforløbet med dig selv i hovedrollen, hvor din Facebook profil integreres udvalgte steder i filmen i form af billeder, men også med navn og tags fra din profil, siger Peter Jurland.
Man kan dog også vælge at se filmen uden at blande sin Facebook-profil ind i det.
Hos Maersk Line siger recruiting manager Anders Aarup-Pedersen, at man generelt bevæger sig mere og mere væk fra store printannoncer og over i online.
– Hvis vi skal ramme den rigtige målgruppe skal vi den vej. De unge, vi gerne vil i kontakt med, bevæger sig i stigende grad i online-verdenen, så det skal vi også gøre, siger han.

Besøg karrieresitet her – og se din egen fremtid til søs.