IKEA Danmark, Hjaltelin Stahl – Part of Accenture Interactive og Vizeum løb med Grand Prix´en, da Advertising Effectiveness Awards 2020 torsdag aften løb af stablen.

Det skete ikke som vanligt i Christian den IV’s Børsbygning i København, hvor AEA ellers har tradition for at holde stor fest.

Men derimod ganske som flere andre awardshows i år i form af en corona-venlig online-version.

Kreativitet & Kommunikations direktør, Tine Aurvig-Huggenberger, bød velkommen til skærmen, og undervejs “uddelte” og motiverede fem af jurymedlemmerne de ni af aftenens priser.

Grand Prix’en blev givet for IKEA Danmark-casen Black Friday (Re)Sale, der også tidligere har vundet flere priser – senest også en Rambuk, og den havde juryformand, Jan Vendelbo, æren af at motivere,

Årets AEA-priser fordelte sig på i alt otte reklamebureauer og fire mediebureauer, og ud over Grand Prix’en blev der uddelt tre guld, tre sølv og tre bronze.

Tre priser til Robert/Boisen igen

Sidste års tredobbelte guldvinder, Robert/Boisen & Like-minded, lagde sig igen i år i front, idet bureauet dog denne gang måtte ”nøjes” med to guld og en bronze. 

Priserne blev givet for arbejde for henholdsvis Kræftens Bekæmpelse/TrygFonden, Dansk Retursystem og Tryg/TrygFonden/ TryghedsGruppen.

Guld var der også til Mensch for bureauets også tidligere massivt prisbelønnede arbejde for Visit Færøerne.

Og så tog & Co., Advice/IUM og Uncle Grey/IUM sig af hver en sølv-pris for henholdsvis Kræftens Bekæmpelse/TrygFonden, Sundhedsstyrelsen og ølmærket 1664 Blanc.

De to sidste priser, to bronze, gik til Nord DDB Cph/OMD Danmark og Advice/Ogilvy/Mediacom for henholdsvis McDonald’s Danmark og Forsvaret.

Grand Prix gav salgsløft på 170 procent 

IKEA Danmarks Black Friday (Re)Sale blev lanceret i forbindelse med Black Friday 2019.

IKEA fejrede i 2019 Black Friday ved sammen med Hjaltelin Stahl og Vizeum at opfordre til genbrug. Initiativet belønnes med Grand Prix ved Advertising Effectiveness Awards 2020. Foto: PR.

I stedet for at sætte tilbudsskilte op i forbindelse med den store købe-dag, valgte IKEA at opfordre til genbrug, og dermed signalere bæredygtighed. 

Det skete bl.a. via et samarbejde med Den Blå Avis, som møbelgigantens bannerreklamer henviste til, og resultaterne gav genlyd hos årets AEA-jury. 

Juryformand Jan Vendelbo, Managing Director, Spies A/S & Head of Brand & Marketing Nordic Leisure Travel Group, motiverede Grand Prix’en. 

Og han fremhævede blandt resultaterne et løft i brandimage på bæredygtighed på 24 procent og ”en meget stor PR-effekt og masser af positiv buzz”.

– Resultaterne var imponerende. Både på den korte og den lange bane. F.eks. var der i Black Friday-ugen 900 procent flere IKEA-søgninger og 40.000 flere besøg generelt på dba.dk, sagde Jan Vendelbo og tilføjede, at der også var ”godt gang i den hos IKEA”:

– Salget på selve Black Friday blev løftet med 170 procent mod en normal Black Friday, og man så et samlet salgsløft i ugen på 138 procent. Ordreværdien gik op med 12 procent, og det selv om IKEA ikke havde nogen specielle Black Friday-tilbud. 

Og Årets Markedsfører er ….

På annoncørsiden blev Årets Markedsfører traditionen tro også kåret ved AEA.

Om Advertising Effectiveness Award

Advertising Effectiveness Award hædrer Danmarks mest effektive kampagner og blev første gang uddelt i år 2000.

Prisen er inspireret af den britiske IPA Effectiveness Award, der tildeles til den kommunikationskampagne eller det stykke markedsføring, som har udløst et konkret, økonomisk afkast for samarbejdspartneren, kunden eller annoncøren.

AEA ser både på den kreative, originale idé, og om markedsføringen har haft en dokumenteret effekt.

Der uddeles ti priser inkl. årets Grand Prix, og i 2019 delte man for første gang priserne op i guld, sølv og bronze.

Der uddeles desuden hvert år en særpris: Årets Markedsfører til den virksomhed og marketingsdirektør, som ekstraordinært prioriterer og investerer i kommerciel kommunikation.

Kreativitet & Kommunikations bestyrelse beslutter, hvem prisen skal tildeles.

Prisen uddeles til den virksomhed og marketingdirektør som ”ekstraordinært investerer i og prioriterer kommerciel kommunikation” – og i år var modtageren Ørsted.

Om Årets Markedsfører 2020 sagde Jens Peter Jensen, CEO, Hjaltelin Stahl – Part of Accenture Interactive, og formand i Kreativitet & Kommunikation, bl.a. følgende:

– Årets Markedsfører er valgt for et kanonhøjt niveau i alle aspekter af markedsføring, innovation og kommunikation – gennem en lang årrække.

Jens Peter Jensen henviste i sin tale til, at ”det ikke var en let øvelse”, da man for tre år siden skiftede det hedengangne DONG-brand ud med Ørsted.

Kåret til verdens mest bæredygtige

– Vi letter i dén grad på hatten for den gennemførte eksekvering. Det er et mesterstykke i den svære kunst at viske tavlen ren og skabe en helt ny position, sagde KreaKom-formanden og tilføjede, at resultaterne taler for sig selv:

– På kort tid er Ørsted sprunget fra en 29. plads til en 3. plads på den prestigefyldte imageanalyse fra Instituttet for Opinionsanalyse. Børsværdien er mangedoblet, rebrandingen er lykkedes til perfektion – og i januar 2020 blev Ørsted kåret til verdens mest bæredygtige selskab ved World Economic Forum, sagde Jens Peter Jensen, der afsluttede:

– På vegne af hele bestyrelsen i Kreativitet & Kommunikation er jeg stolt af at kunne sige det største tillykke til Årets Markedsfører 2020: Ørsted.

Kåringen blev fulgt op af et interview med Ørsted-direktør, Henrik Poulsen, som Tine Aurvig-Huggenberger gennemførte.

Her erklærede Ørsted-direktøren sig stolt af at modtage prisen – og fortalte om fordelene ved at samarbejde med eksterne partnere – herunder bureauer.

Se årets 10 AEA-vindere her.

GRAND PRIX
Black Friday (Re)Sale 
IKEA
Hjaltelin Stahl – Part of Accenture Interactive, Vizeum

GULD
Pølsepresser du?
Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden
Robert/Boisen & Like-minded

GULD
Plastik er Fantastisk
Dansk Retursystem
Robert/Boisen & Like-minded

GULD
Closed for Maintenance
Visit Færøerne
Mensch

SØLV
Røgfri Fremtid /Fra forbud til folkesag
Kræftens Bekæmpelse & TrygFonden
& Co.

SØLV
But Why? Hvorfor egentlig ryge 2017-2020
Sundhedsstyrelsen
Advice / IUM

SØLV
Inspired by Taste
1664 Blanc 
Uncle Grey / IUM

BRONZE
Fire år med familiefortællingen
Tryg / TrygFonden / TryghedsGruppen
Robert/Boisen & Like-minded                     

BRONZE
McDonald’s Vej til Vedvarende Vækst
McDonald’s Danmark
NORD DDB Cph / OMD Danmark                 

BRONZE
Bliv leder i virkeligheden
Forsvaret
Advice / Ogilvy / MediaCom