Tillid er hård valuta.

Og nu kan dansk erhvervsliv igen glæde sig over tal, der viser, at danskerne generelt ser på virksomhederne med tillid i øjnene. 

Ifølge Primetimes Tillidsbarometer 2021, der blev offentliggjort fredag 12. februar, har 59 procent af danskerne således tillid til danske virksomheder.

Dog er der klart størst tillid til andelsselskaber, mens tilliden til virksomheder, der er ejet af kapitalfonde, er mindst.

Tillidsbarometeret viser videre, at 46 procent af danskerne har tillid til medierne, 51 procent har tillid til NGO’erne og 71 procent har tillid til myndighederne. 

Befolkningers tillid til virksomheder

  • Holland: 63 pct.
  • Danmark: 59 pct.
  • Australien: 59 procent
  • Global: 56 pct.
  • Canada: 56 pct.
  • Tyskland: 53 pct.

Kilde: Primetimes Tillidsbarometer 2021/Edelman Trust Barometer 2021.

– Selv om vi går igennem en coronakrise, kan vi se, at Danmark er et homogent og velordnet samfund. Og jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at selv om mange virksomheder er i økonomisk underskud, så er mange i mentalt overskud, siger Thomas Juul-Dam, der er partner hos Primetime, som er affilieret partner i det globale Edelman-netværk.

Han fortsætter:

– Vi har set virksomheder omlægge produktionen, så de kunne fremstille værnemidler. Vi ser en finansiel sektor, som forsøger at hjælpe virksomheder og lønmodtagere igennem en super svær tid, som ingen kender slutdatoen på. Jeg tror, at danskerne kvitterer for handlekraft.

Ifølge undersøgelsen er virksomheder som institution den eneste, der opfattes som både kompetent og etisk.

Etik og virksomhedsdrift kan ellers opfattes som modsætninger?

– Ja, men det viser vel, hvad en krise kan. En krise kan være med til at forstærke modsætninger, men den kan også være med til at reducere dem. Og det er måske noget af det sidste, vi ser her, eftersom vi under coronakrisen har set virksomheder omlægge produktionen og hjælpe andre virksomheder og kunder, siger Thomas Juul-Dam.

Danskernes tillid til forskellige typer af virksomheder

  • Andelsselskaber: 68 pct.
  • Familieejede virksomheder: 62 pct.
  • Offentligt ejede selskaber: 55 pct.
  • Børsnoterede virksomheder: 51 pct.
  • Virksomheder ejet af kapitalfonde: 31 pct.

Kilde: Primetimes Tillidsbarometer 2021.

Høj tillid trods hård debat

Primetimes barometer ser dagens lys efter PwC’s tillidsbarometer blev offentliggjort i november sidste år. 

Her fremgik det, at danskerne har ”rekordhøj tillid til erhvervslivet” – og at tilliden var steget fra indekstal 61 til 63. 

Ifølge PwC skal forklaringen bag stigningen blandt andet findes i, at ”danskerne i stigende grad har tillid til, at erhvervslivet bruger ny teknologi til at levere bedre og/eller billigere løsninger, tager ansvar i samfundet og samfundsdebatten samt har fokus på ikke-økonomiske formål.”

Ser man tilliden på brancheniveau i Primetimes barometer, ligger teknologi- og IT-virksomheder i top. 

Thomas Juul-Dam mener, at det er overraskede, at teknologi og IT-branchen scorer så højt, når debatten om tech-giganter, håndtering af data, hvad data bruges til og tech-virksomhedernes magt og indflydelse til tider er hård. 

Danskernes tillid til brancher

Top:

  • Teknologi og IT: 63 pct.
  • Detailhandel: 61 pct.
  • Fødevareproduktion: 61 pct.
  • Life science og medicinalselskaber: 60

Bund:

  • Bilindustrien: 38 pct.
  • Den finansielle sektor: 37 pct.
  • Mode- og tekstilbrancgen: 33 pct.
  • Teleselskaberne: 32 pct.

Kilde: Primetimes Tillidsbarometer 2021.

– En af forklaringerne kan være, at vi under coronakrisen i højere grad har fået øjnene op for deres produkter og services, siger Thomas Juul-Dam.

I bunden ligger blandt andet telebranchen og den finansielle sektor.

– Telebranchens produkt bliver nok opfattet som vand i hanen. Det er ikke noget, vi lægger mærke til, når det er der, men det er irriterende, når det ikke er der. Teleselskabernes opgave er stadig at finde ud af at adskille sig positivt for at opnå højere legitimitet, siger Thomas Juul-Dam.

Den finansielle sektor ligger også i bund.

Det er måske ikke så overraskende, da finansverdenen de seneste år har været ramt af flere skandaler.

– Her handler det om at gribe muligheden, der viser sig lige nu. Ligeså udskældt som især bankerne har været, lige så mange muligheder er der, siger Thomas Juul-Dam.

Han uddyber:

– Det er ubestrideligt, at bankerne har været medvirkende til, at lønmodtagere har beholdt deres job – og i forhold til at virksomheder stadig eksisterer. At fortælle den historie ligger lige for.

Kigger man på de forskellige typer af virksomheder, står det klart, at danskerne har mest tillid til andelsselskaber og har ”manglende tillid” til virksomheder, der er ejet af kapitalfonde.

– Det handler om identifikation. Selv om vi som forbrugere er rationelle, er vi også enormt emotionelle. Andelsselskaber og familieejede virksomheder har lettere ved at slå på nærhed og værdier, som er sympatiske, siger Thomas Juul-Dam.

Kort om undersøgelsen

  • Data er indsamlet via spørgeskema i perioden 8. januar 2021 til den 19. januar 2021.
  • 1.150 besvarelser fra et repræsentativt udsnit af den danske befolkning over 18 år.
  • Stikprøven matcher danskerne på køn, alder, geografi og uddannelse.

Han fortsætter:

– For kapitalfonde gælder det samme som for banker og den finansielle sektor. Kapitalfonde har også stor andel i, at der er virksomheder, som har klaret sig under coronakrisen. Det giver en mulighed for at indtage en bedre position. 

Han påpeger, at “det eneste, der kan flytte noget, er handling.”

– Purpose og samfundssind kan intet, hvis det bare reduceres til kommunikation. Det handler om handling og adfærd. Ord er ikke noget i sig selv, siger Thomas Juul-Dam.