Væksten i omsætningen i danske influencer-bureauer flader ud, viser en ny analyse foretaget af Slots- og Kulturstyrelsen.
– Influencer-bureauerne, der optræder i analysen, har haft en øget omsætning i den seneste periode, vi har analyseret, men væksten er på et noget lavere niveau end tidligere, siger Anders Sebastian Kauffeldt, specialkonsulent i Slots- og Kulturstyrstyren i en pressemeddelelse.
Mens omsætningen i de 18 influencer-bureauer, der er med i analysen, i alt steg med 43 millioner kroner fra andet halvår 2016 til første halvår 2018, landede væksten fra andet halvår 2018 til første halvår 2019 på mere beskedne fem millioner kroner.
Masser af nye medarbejdere
Af analysen fremgår det også, at ved udgangen af første halvår 2019 ”beskæftigede de analyserede bureauer i alt 111 årsværk, hvilket er 35 årsværk flere end ved udgangen af første halvår 2018”.
– Det bliver interessant at følge, om flere medarbejdere i bureauerne så også kommer til at medføre en øget omsætning i den kommende tid, siger Anders Sebastian Kauffeldt i pressemeddelelsen.
De analyserde influencer-bureauer omsatte for 115 millioner kroner fra tredje kvartal 2018 til andet kvartal 2019, men det samlede tal for, hvor mange danske annoncekroner, der rent faktisk bruges på influencer marketing, er sandsynligvis meget større, lyder det i analysen.
Eksempelvis er den influencer-omsætning, der ligger hos mere traditionelle reklamebureauer, som Hjaltelin Stahl, ikke talt med, ligesom virksomheder, der ”primært beskæftiger sig med andre aktiviteter” – såsom topinfluenten Rasmus Brohaves Docey Digital – heller ikke er med.
Dertil kommer selvstændige influencere, såsom tv-værtinde, blogger og skuespiller Christiane Schaumburg-Müller, og endelig ”formentlig mindre influencer-bureauer, der ikke er blevet identificeret til virksomhedspopulationen bag denne analyse”, skriver Slots- og Kulturstyrelsen.
Langt mellem de store overskud
Henrik Akselbo, direktør og medstifter af et af de influencer-bureauer, der er med i analysen, Bloggers Delight, mener, at analysen tegner et retvisende billede af branchen ”ud fra de forudsætninger, der er stillet op”.
– Tallene er dog af den grund også noget konservative, og det er min oplevelse, at væksten i markedet er større, end det indtryk man sidder tilbage med efter at have læst analysen, siger han.
Det skyldes især, at der er et stort ”mørketal”, som der af gode grunde ikke fremgår af analysen.
– Jeg vil vurdere, at der omsættes for mindst et anseeligt tocifret millionbeløb på Influencer Marketing uden for de rendyrkede influencer-bureauer, siger han.
Han henviser til, at analysen også viser, at selvom omsætningen nu stiger lidt langsommere, og antallet af medarbejdere stiger kraftigt i influencer-bureauerne, ifølge analysen, så er det ikke i den del af bureau-branchen, der i dag skabes massive millionoverskud.
Af de 13 bureauer på listen, som der er offentliggjort regnskabstal for i analysen, realiserede de syv i seneste årsregnskab et overskud, hvoraf kun Bloggers Delight realiserede ét på over én millioner kroner.
– Det er jo et vidnesbyrd om, at vi er på et marked med meget konkurrence, hvor der er meget langt mellem de tocifrede overskudsgrader. Derfor prøver vi også løbende at skubbe til konsolideringen i branchen, slutter Henrik Akselbo.
Regnskaber ud fra Slots- og Kulturstyrelsens population baseret på baggrund af høringer blandt influencer-bureauer. *Der er anvendt de senest offentliggjorte regnskaber for virksomhederne pr. 29. januar 2020. ** Nu en del af WeAreCube Denmark. ***Regnskabsdata er ikke tilgængelige da virksomhederne er nyetablerede eller af en virksomhedstype, der ikke offentliggør regnskaber.
Undersøgelsen er lavet på baggrund af en population af virksomheder, der er blevet identificeret i en høring blandt flere af branchens væsentligste aktører i 2017/2018 og igen i 2019, samt skrivebords-research. De enkelte virksomheder er efterfølgende blevet gennemgået for relevans.