Nu går den vilde spåkone-jagt, og AdweekMedia har kastet en af de første af slagsen på bordet. Og netop inden for media er det svært at skelne mellem de cykliske og de strukturelle ændringer, mener eMarketers chef Geoff Ramsey.
Han spår – i lighed med eMarketer og Forrester – at online-annonceringen på det amerikanske marked vokser med 5,5 procent til 23,6 milliarder dollar, hvilket er ganske betydeligt optimistisk.
Sidste år faldt det marked nemlig med 4,6 procent. Det skyldtes blandt andet, at de amerikanske annoncører i meget udstrakt grad holdt fast i midlerne – i nogle tilfælde endda helt hen i fjerde kvartal, før de trykkede på affyringsknappen.
Den samme tendens ventes kun i nogen grad i år, idet annoncørerne i højere grad har lagt budgetter, der rækker fire kvartaler frem.
Men uanset alle forbehold for dyk i spendingen, er der én platform, der vokser eksplosivt i 2010: Online-videoer ventes at vokse med 40 procent til 1,4 milliarder dollar, og her er udfordringen, hvordan bureauerne overbeviser virksomhederne om, at der faktisk kan bygges en business case på videoer.
– Alle de undersøgelser, jeg har set, fortæller entydigt, at forbrugerne gerne vil have videoer, der er betalt af sponsorer og virksomheder, siger Tracy Scheppach fra Starcom.
Starcom ventes til februar at offentliggøre mediabureauets analyser af, hvad der er en brugbar forretningsmodel på video-området, og hvad man skal holde sig fra.
Langt den største kategori inden for online-spending i 2010 er dog search, der ventes at tiltrække 11,4 milliarder dollar, altså godt halvdelen af al online-spending. Ikke mindst i lyset af at 2010 bliver det første hele år, hvor Yahoos partnerskab med Microsoft ventes at slå igennem.
Også Googles og Yahoos nyeste forsøg med at inddrage Twitter i deres search-tilbud vil få en afgørende betydning for virksomheders muligheder for at udbrede kommunikationen til sociale medier.
De fleste eksperter, Adweek har interviewet, er enige om, at bannere vil opnå fornyet tiltrækning i år, fordi placeringen af bannerne vil få større præcision via de nyeste search- og andre data-teknologier.
Læs mere
her