Mange kender Rasmus Seebach for sange som ”Engel” og ”Nangijala” og som søn af sangeren Tommy Seebach. En del færre har nok bemærket, at Rasmus Seebach er særdeles aktiv på Facebook.

På Facebook har Rasmus Seebach 373.715 ”synes godt om”-tilkendegivelser, hvilket er to tredjedele mere end kunstnere som Thomas Helmig og Nik og Jay. Og Facebook er et vigtigt middel for at nå sine fans for sangeren. Flere gange om ugen ”liker” hans fans hans opslag om stort og småt.

Eksempelvis fik han over 8.000 likes, da han skrev om en leverpostejsmad. Da han satte fire signerede albums på højkant for alle, der ”likede” opslaget, blev det ”liket” over 60.000 gange på tre timer.

Bag Rasmus Seebach sidder hans pladeselskab, Artpeople, som hjælper til med kampagner og idéer til opdateringer for sangeren.

Det, man kan sige med Rasmus, er, at han lever meget på sine fans. Facebook er en direkte kanal til hans fans, og Rasmus er meget bevidst om at pleje sine fans, siger Ditte Degner, Social Media Manager hos Artpeople.

Naboens søn

Rasmus Seebachs opdateringer om en leverpostejsmad er noget af det, der gør, at han er så populær på det sociale medie, mener Jan Christiansen, Facebook-ekspert og direktør for Pretty Social.

Rasmus Seebachs attitude og udseende er også med til at hæve populariteten.

– Først og fremmest er hans musik i orden. Men samtidig er han naboens søn med sukker på toppen. Han er en type, man ikke kan blive sur på. Han er likeable, fordi han er så nede på jorden, forklarer Jan Christiansen.

Hos Artpeople arbejder de heller ikke sammen med andre kunstnere med lige så med succes på Facebook som Rasmus Seebach. Derfor må de også hjælpe de andre endnu mere med brugen af de sociale medier. I modsætning er det Rasmus Seebach selv, som laver langt de fleste af sine opdateringer. Og en egentlig strategi behøver kunstnerne ikke at have, for det er ikke det, der afgør, hvor populære de er på Facebook, mener Jan Christiansen.  

– Det kræver bare, at man ved, hvad man poster. Det skal virke autentisk og ikke være glamourøst, for det kan jantelovs-Danmark ikke lide, siger Jan Christiansen.

Dog understreger han også, at både Nik og Jay samt Medina skal holde fast i glamourøse livsstil, fordi deres brands er bygget op omkring det.