817.000 danskere fulgte med indtil klokken 21.00, da FCK og det engelske mesterhold Chelsea i går tørnede sammen i et Champions League-opgør i Parken i København.
Små to minutter senere kølnede interessen betragteligt, da Chelseas franske angrebs-es Nicolas Anelka lynede, og FCK kom bagud 1-0. Det var for hård kost for en stor del af tv-seerne, der skyndte sig at zappe væk fra TV3+, hvor kampen blev vist.
Gennemsnittet for antallet af seere til kampen landede på 720.000 personer, hvilket er væsentligt færre end i rekordkampen mod FC Barcelona, hvor næsten 900.000 danskere i gennemsnit fulgte med på TV3+.
– Når man tager kampens udvikling i betragtning, så er det ikke så overraskende, siger Mikael Ostenfeld, der er tv-direktør hos Carat.
Han mener ikke, at kampen har været omgivet af den samme hype som kampen mod FC Barcelona, hvor store dele af Danmark talte om verdens største fodbold-stjerners besøg i København.
– Uden at forklejne Chelseas fodboldmæssige kvaliteter, så er der en langt større karisma omkring FC Barcelonas stjernespækkede hold, som skabte en enorm interesse, siger Mikael Ostenfeld.
TV3 satte seerrekord i efteråret, da fodboldbraget mellem FCK og Barcelona havde 891.000 seere i gennemsnit på TV3+ i første halvleg, mens anden halvleg trak hele 932.000 seere.