I løbet af sommeren kørte debatten om programplanlægningen på de
danske TV-kanaler – og ikke mindst om, hvem der skal have
indflydelse på planlægningen – i alle landets medier. Som et spin
off på debatten inviterede MediaForum til morgenmøde, hvor en del
af sommerens debattører kunne komme til orde.
Panelet var på syv – nok for mange til at få en egentlig
diskussion i gang – men de var i stand til at fylde KafCafeen til
sidste plads, da MediaForum bød til diskussion med titlen “Hvem
skal redigere fremtidens TV?“
Panelet bestod af kulturminister Ebbe Lundgaard (R), adm.
direktør Ole Enggaard, Y&R Nordic Media, programchef Bo Damgaard,
TV 2 Danmark medieforsker Frands Mortensen, direktør Jonas
Hemmingsen, Initiative/Universal og markedschef John Andersen,
TeleDanmark, samt chefredaktør Peter Wivel, Weekendavisen, som
ordstyrer.
Kulturministeren slog med det samme fast, at politikerne
ikke ville drømme om at blande sig i programplanlægningen – men
han var også sikker på, at heller ikke annoncørerne skulle blande
sig i den.
Ole Enggaard fremhævede, at et af problemerne var, at TV 2
de seneste sæsoner havde programmeret med “noget for alle – og
ikke noget for nogen“. Han forsikrede, at det ikke var hans
ærinde at blande sig i programmerne, men blot at få et bedre flow
i programfladen.
Frands Mortensen fremhævede TV 2s problem, hvor man
samtidig med konkurrencen med de øvrige kommercielle stationer
også har public service-forpligtelser. Han nævnte også andre
spørgsmål, som præger mediebilledet i dag: Product placement i
form af sponseret tøj til studieværter. Eller Formel 1-
reportagerne på DR sponseret af Ford, men som Ford trak sig ud
af, fordi Ford-motorerne havde problemer og derfor fik dårlig
omtale i udsendelserne. Begge eksempler mente Frands Mortensen,
gav utroværdigt TV.
Han mener, at DR og TV 2 burde koordinere udsendelserne –
også selv om fx. Berlingske Tidende og Politiken ikke
koordinerer. TV-stationerne er (delvis) offentligt finansieret og
koordinerer stadig noget i dag – fx. slutter DR1 TV-Avisen kl 22,
hvor TV 2 Nyhederne tager fat. I øvrigt nævnte Frands Mortensen
i forbindelse med koordinering, at BT og Ekstra Bladet sælger
flest aviser, når de har samme historie på forsiden.
Bo Damgaard mente, at seerne er “de mest kompetente til at
redigere“ TV-programmerne. I øvrigt mente han, at TV 2 ville ryge
ned på svenske TV4s markedsandel (på omkring 28%) og samtidig
blive utroværdige, hvis man lod annoncørerne være med til at
påvirke programplanlægningen. Han mente i øvrigt, at man skulle
gøre noget for at hæve kvaliteten af reklamerne, der jo også er
en del af TV-fladen.
Annoncørernes repræsentant, John Andersen, TeleDanmark,
mente at TV 2 havde lavet det ringeste efterår længe, og
alligevel havde man hævet reklameprisen. Noget der nok ville få
TeleDanmark til at flytte sin annoncering væk fra stationen.
Jonas Hemmingsen forklarede, at I/U ikke ville producere TV-
programmer, men i stedet gå i dialog med TV-stationerne om
planlægningen. Hans argument var, at omkring 25% af inputtene til
dagbladene jo kom fra firmaer.
Frands Mortensen mente, at niveauet på udsendelserne var
steget de senere år, selv om mange påstår det modsatte. Til
gengæld er en del programmer som fx. Lykkehjulet slidt ned, fordi
man i dag mangler gode ideer til programmer, der kan erstatte
dem.
Alt i alt et rigtigt godt møde med mange gode og
overraskende synspunkter. Men desværre med for lidt tid til en
egentlig debat mellem paneldeltagerne.