På et år er statens indtægter på selskabsskatter steget fra 40 til 49 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 23 procent fra 2011 til 2012.

Det skriver Politiken.

Og selskaberne kommer til at betale endnu mere de kommende år, vurderer Skatteministeriet i en dugfrisk analyse af samtlige 161.000 selskabers skattebetaling i indkomståret 2012.

Som Politiken kunne fortælle i sidste uge lægger skattemyndighederne formentlig inden ugens udgang samtlige selskabers skattebetaling ud til offentligt skue på internettet, så borgerne selv kan tjekke, om danske og udenlandske selskaber også betaler skat af produktionen i Danmark.

I 2011 måtte en skuffet Holger K. Nielsen konstatere, at 68 procent af samtlige registrerede selskaber i Danmark – 109.000 selskaber i alt – ikke betalte en krone i skat. Nu er antallet af nulskatteselskaber faldet til 103.000, mens antallet af skattebetalende selskaber er steget fra 52.000 i 2011 til 58.000 selskaber sidste år.

Politiken/ritzau/FINANS