Markedsføring som grøn eller bæredygtig virksomhed breder sig, men bag facaden er virksomhederne lige så forurenende, som de altid har været – og ikke et hak bedre end konkurrenterne. Sådan lyder anklagen mod en stribe virksomheder, der risikerer store bøde eller påtaler fra myndighederne, fordi de har overdrevet deres grønne kvaliteter i markedsføringen.
– Virksomheder må ikke overdrive de grønne påstande. Forbrugerne skal kunne stole på, at de udsagn, virksomhederne kommer med i deres markedsføring, er korrekte, siger Danielle Brisson fra Forbrugerombudsmanden, der i øjeblikket undersøger en række virksomheder for vildledende markedsføring.
Det drejer sig bl.a. om Cimber Sterling, der markedsfører propelfly som ”grønne” med en henvisning til, at de forurener mindre end jetfly. Og Movia, der kalder sine biodiesel-busser for klimavenlige. Også Coca-Cola er ved at få ørerne i maskinen på grund af virksomhedens nyeste kampagne, der viser en cola med blomster, vindmøller og hvaler.
Ombudsmanden undersøger, om virksomhederne kan dokumentere påstandene om grønne egenskaber ved deres produkter. Og sker det ikke falder hammeren.
Politiken søndag side 1 + PS side 3.