Overraskelsen stod malet i Steffen Hjaltelins ansigt, da han i går morges fik overrakt en østers på et sølvfad. Og det var ikke en hvilken som helst østers. Godt nok var der ingen perle i, men til gengæld var der noget måske langt mere værdifuldt. Østersen indeholdt nemlig en invitation til at ”eftersøge det udsøgte” og deltage i kapløbet om Den Danske Direct Marketing Pris 2012.
– Igen i år inviterer vi bureauer og virksomheder til at indsende deres bedste direct marketing kampagner til årets DM Pris. For at gøre lidt ekstra ud af det, har vi udformet og præget invitationen som en østers og udvalgt en række bureauer til at få invitationen overrakt personligt af et postbud, fortæller Kirstine V. Ø. Larsen, marketingchef i Post Danmark.
– Direct Mails kan noget særligt, og sanserne kan bringes i spil på en helt unik måde. Det understreger de nominerede kampagner på Direct Marketing Dagen år efter år. Og det ville vi også gerne udnytte i vores invitation. Derfor har vi brugt brevet som opmærksomhedsskaber. Man kan jo næsten ikke lade være med at åbne en østers, der kommer med posten. Vi har dog sparet modtageren for duften af hav og tang, fortsætter marketingchefen.
Blandt de indsendte kampagner udvælger dommerne nominerede i kategorierne: Integreret BtB, Integreret BtC, Enkel og effektiv, Husstandsomdelt, Opmærksomhedsskaberen og Relationsskaberen.
Dommerkomitéen har desuden mulighed for at uddele to Special Awards blandt årets nominerede kampagner inden for kategorierne Årets Kreative Team og Årets Marketingstrateg.
Dommerkomitéen består af 13 personer, som alle har kompetencer inden for salg og markedsføring. Formand for dommerkomitéen er Susanne Rose Plum, Chef for Reklame & Media hos Post Danmark.
At være blandt årets nominerede har ikke alene stor ekstern og intern brandingværdi, lyder det fra Post Danmark – det giver også direkte adgang til semifinalerne ved ECHO Awards 2012 i USA. Desuden er Direct Marketing Dagen i sig selv en oplevelse fuld af inspiration og mulighed for at få en snak med kollegerne i branchen.
Du kan læse mere om Direct Marketing Dagen, kategorierne og dommernes bedømmelse til Den Danske Direct Marketing Pris 2012 samt ECHO Awards på www.dmprisen.dk.